Læs også:

Close
houzz halloween

Er det verdens mest syrede halloween-fest? Kig ind i det skræmmende halloween-hus

Bolig  | 

Houzz Tour: Er det verdens mest syrede halloween-fest? Kom med bag kulisserne i dette skræmmende halloween-hus, hvor beboerne har brugt 1.500 timer på den ultimative uhygge

Af: Eva Zimmermann, Houzz.dk

Hvad får du, hvis du beder en perfektionist med forkærlighed for gotisk mystik om at holde årets halloween-fest? Du gættede rigtigt – du får intet mindre end den mest storslåede, gruopvækkende udsmykning, du nogensinde har set! Kom indenfor i et komplet rædselsunivers spredt over 150 kvadratmeter i Berlin – hvis du altså tør …

HOUZZ TOUR
Hvem holder den uhyggelige fest?: Marcus Kauth, Stefanie Krause og Elena Geiger.
Inviteret: 25 gæster
Beliggenhed: Wedding-bydelen i Berlin, Tyskland
Størrelse: 150 kvm.

Idéen, der blev født

Faktisk blev idéen født i en butik, der sælger festudstyr og dekoration. Marcus Kauth, der arbejder som webdesigner og producerer nøgenfotografi og gotisk mode i sin fritid, gik egentlig bare og kiggede sig omkring i den inspirerende butik i Duisburg lidt nord for Düsseldorf med sine to veninder, da de skæbnesvangre ord sagt:

– Skal vi ikke holde en halloween-fest?

Det er nu over et år siden, at det ellers uskyldige spørgsmål blev stillet for første gang. Men den simple sætning endte i et projekt helt ude af proportioner. Faktisk talte gæsterne stadig om festen flere måneder senere. Så selvfølgelig måtte trioen gentage successen i år! Helst endnu mere frygtindgydende, bizart og morbidt end sidst …

Hvem, der stod bag

Marcus Kauth, hans venner Stefanie Krause (til venstre for ham) og Elena Geiger (højre) samt hans mor Nadja Kauth (længst til venstre) har lagt intet mindre end 1.500 timers arbejde i årets halloween-oppyntning.

Faktisk begyndte de forberedelserne helt tilbage i august. Alligevel var de mere end udmattede, da vi kom forbi for at fotografere – gruppen havde nemlig været nødt til at arbejde natten igennem for at blive færdige i tide. Marcus Kauths far, Heiner Kauth, gav også en hånd med.

LÆS OGSÅ: Hyggelig efterårs-DIY med kastanjer og blade

2 temaer

Der er især to temaer, der går igen som rød tråd i udsmykningen. Det første er dukker. Vi har jo alle sammen, lige siden vi så filmen “Dukkernes Nat”, vidst, at de ellers uskyldigt-udseende legetøjsfigurer kan være ret så skræmmende. Og det har Kauth og hans flittige hjælpere udnyttet til fulde.

– Ebay blev både min bedste ven og værste fjende, fortæller Kauth om den online auktionsside, hvor han fandt alle dukkerne.

Han fandt også en guldgrube af dødsens-uhyggelige dekorationer hos “den betroede antikforhandler i Schildow”, som Kauth kalder ham.

Uret her består af et højt skab, som Kauth allerede havde stående, toppet med et ur, som han købte separat. Arrangementet er blevet “lettere” modificeret i anledning af halloween og fremstår i dag som et noget alternativt dukkehus.

Og nej, uret har ikke altid været dækket af rustne søm. Selv Tim Burton ville have taget hatten af for den drabeligt detaljerede dekoration.

LÆS OGSÅ: PYNT MED GRÆSKAR PÅ ANDERLEDES MÅDER

Uhyrlig montre

Kauth har også kreeret denne uhyrlige montre specielt til festen. Med skummel baggrundsbelysning og en glorie af pigtråd bliver man næsten overbevist om, at dukkehovedet er levende.

Den, der har komponeret blomsterudsmykningen i gangen, har virkelig haft øje for detaljen – bogstaveligt talt!

Skummel gang og spisestue

Fra gangen ledes man videre ind i den skumle spisestue med et klaver i hjørnet.

Alkymien

Herinde introduceres festens andet gennemgående tema: Alkymien (kemisk videnskab præget af magi).

Den “gale videnskabsmand” Kauth har nemlig drysset ingredienser til drinks og eliksirer, farlige eksperimenter og okkulte miksturer ud over hele lejligheden.

Læs også: Halloween: 3 sjove og anderledes dekorationer med græskar

Fremstillingen af flaskerne og de interessante mærkater har nok taget størstedelen af de 1.500 timer: Kauth og hans assistenter brugte tykt, rillet papir. Først blev papiret farvet med te, så tørret, strøget, printet og til sidst revet i stykker til de perfekte mærkatstørrelser. Nåh ja, så blev de også duppet med mørk farve langs kanterne – bare så man ikke kunne se det hvide.

Også selve flaskerne har gennemgået en længere proces for at opnå et autentisk, antikt look:

– Vi har for det første gnedet dem med trælim. Bagefter fik de en omgang mat lak og blev så pudret med aske som støv.

Og ja, selvfølgelig er der noget i dem allesammen.

– Vi samlede planter og urter fra skoven til formålet, fortæller Kauth.

Og således kom 220 gåsehudsfremkaldende beholdere, kolber og flasker til verden … sikke et muntert indslag.

Kauth fortæller, at det var en større udfordring at få fingre i små glaskupler som de tre på klaveret her. Men til sidst fandt han dem alligevel på eBay.

I rummets modsatte hjørne, gemt væk i krogen ved siden af døren til gangen, fandt vi det endelig: Et vaskeægte alkymilaboratorie, oversvømmet af uhyggelige illustrationer og skræmmende dingenoter.

Som så mange af lejlighedens andre detaljer har Marcus Kauth købt laboratoriesættet på eBay. Det kommer faktisk fra en læge i Bayern, der for nylig har lukket sit laboratorium. Brædderne, som opstillingen står på, kommer fra en forladt kaserne, som Kauth engang opdagede og brugte som kulisse til et fotoshoot.

Han har selv fræset gevind ind i støttestrukturens jernstænger.

– Der måtte min far også lige hjælpe mig … Han har hjulpet til med en del af det praktiske – alt fra papir til fræsehoveder – og sparet mig for en hel del arbejde, fortæller Kauth.

Se resten af halloween-huset på Houzz.dk

 

houzz

 

 

Læs også:

Efterårets boligtrends

efterårsmode, boligindretning, interiør, bolig, indretning, gørn, nordly, nuancer, rustikt, metal, natur, planter, blomster, motiver, mønster, blågrønne, matte farver

· Mere fra samme kategori ·