Læs også:

Close
komplimenter, fornærmelser, fordomme, underholdning, ironi, selvindsigt, sig fra

Vær opmærksom: Disse 9 komplimenter er forklædte fornærmelser

Underholdning  | 

Det har altid været fascinerende, hvordan folk kan sige en ting, men mene noget helt andet. Nogle komplimenter er bare ikke kærligt ment, men i stedet en fornærmelse op i dit åbne ansigt

Komplimenter er en af de bedste måder at starte en samtale på, men nogle gange kan det være en udfordring at lure hensigten bag. Det kan ske, at du ikke opfatter ironien, eller den skjulte sviner, men andre gange er det fuldstændig åbenlyst, at vedkommende direkte kritiserer dig – og så endda med et stort smil på læben imens.

Hvordan skal man håndtere forklædte komplimenter? Skal man takke for de søde ord, selv om man ved, de ikke er sådan ment? Eller skal man konfrontere sin veninde og påpege, at det ikke ligefrem var videre sødt sagt? Det må være helt op til dig selv. Men her kommer ni klassiske, forklædte fornærmelser, så du nemmere kan spotte dem i fremtiden.

 

1. Dit look er så unikt. Jeg elsker, hvordan du bare er ligeglad med, hvad andre tænker om dig

via GIPHY

Det er nok en af de mest komplekse komplimenter nogensinde: På den ene side roses du for dit look – men gør du nu også det? Bare fordi noget er unikt, er det ikke udelukkende positivt, selv om man pakker det pænt ind. Når det så er sagt, så får du også at vide, at du åbenbart er ligeglad med, hvad andre tænker om dig, og derfor klæder dig derefter.

Så indirekte betyder dette “kompliment”, at du klæder dig anderledes, hvilket egentlig ikke er særligt pænt, men du er jo tydeligvis ligeglad, for ellers ville du ikke klæde dig så grimt i første omgang. You go girl! Eller …

 

2. Jeg er ligeglad med, hvad andre siger. Jeg synes, du er fantastisk

via GIPHY

Okay, det her er måske en af de mere åbenlyse fornærmelser. Vi har en tendens til at opfange smiger hurtigt, så det første du bemærker vil højst sandsynligt være, at vedkommende synes, du er fantastisk – og hvem elsker ikke at få det at vide? Men kort efter går det op for dig, at det ikke kun var det, der blev sagt.

Det eneste, der efterfølgende vil rumstere i dit hoved er: Hvad siger de andre? Det kan tydeligvis ikke være noget positivt, hvis det står i kontrast til det faktum, at du er fantastisk. Så kan du jo tygge lidt på den!

Læs også: HelseMatilde: Kvinder skriver til mig, at de hader mig

 

3. Men du har bare sådan en god personlighed

via GIPHY

Først lyder det jo som et fint kompliment, og din første indskydelse er at smile og sige tak. Men det går hurtigt op for dig, at din personlighed fremhæves, fordi vedkommende ikke mener, at du har så forfærdeligt meget andet at byde på – eller sagt på en anden måde: Du er ikke videre køn at se på, men i det mindste har du en god personlighed. Tillykke med det, du.

 

4. Du ser så godt ud på dine billeder, at jeg næsten ikke kunne genkende dig

via GIPHY

Her snakker vi om et lidt mere paradoksalt kompliment. På den ene side kan det betyde, at dit billede er helt ekstremt latterligt lækkert og taget fra den helt rigtige vinkel – den slags billeder kender og værdsætter vi alle sammen – men det kan også betyde, at du bare er supergrim at se på i virkeligheden, og at du skal være ekstra taknemmelig for filter og Photoshop.

Læs også: Vil du have en gladere hverdag? Her er 3 vaner, jeg har droppet

 

5. Hvor ser du dog godt ud, har du ikke tabt dig?

via GIPHY

Først og fremmest har hvorvidt du ser godt ud eller ej intet at gøre med din vægt eller tøjstørrelse. Derfor virker det rimelig nedladende, når nogle kæder tingene sammen og simpelthen går ud fra, at du har tabt dig,  fordi du pludselig fremstår smukkere i deres øjne.

Hvis du ikke havde overvejet en slankekur, inden du fik smidt den udtalelse i hovedet, så gør du det muligvis nu! Så hvad med fremadrettet bare at sige, at du ser godt ud?  Så undgår I også den akavede stilhed, og du kan sole dig i et oprigtigt kompliment.

 

6. Jeg havde ikke regnet med, at du ville få det job, tillykke!

via GIPHY

Det føles lidt ligesom at få en spand koldt vand i hovedet: Du har lige fået et nyt job, du er glad og stolt af dig selv og føler dig lidt som en verdensmand. Men det bliver utrolig hurtigt ødelagt, når du mødes med overraskelse og forundring blandt dine bekendte, som simpelthen ikke kan forstå, at du fik jobbet, men alligevel ønsker dig tillykke.

Det, der tydeligt siges mellem linjerne er: Ansatte de virkelig dig? Hold da op. Jeg troede ikke rigtig, at du havde evnerne eller begavelsen til at varetage sådan et job, men godt for dig.

Tillykke! Så kan du godt komme ned i mudderet fra din høje træmand igen – og nu er du uden tvivl klar til at starte på dit nye job med fornyet selvtillid, ikke?

Læs også: 7 ting, der vækker hjernens glade hormoner 

 

7. Du har sådan et kønt ansigt

via GIPHY

Det er jo altid rart at få komplimenter for sit smukke ansigt. Men det der også bliver sagt er, at man kun kan lide omkring 10 procent af dit udseende, og at du egentlig bare kan iklæde dig en stor, løs sort sæk, der skjuler resten af dig, da det alligevel ikke er videre kønt at se på. Betyder det, at du er for tyk, deform eller bare mindre appetitlig? Ingen ved det.

 

8. Jeg ville ønske, at jeg var lige så ærlig som dig, men jeg prøver at komme godt ud af det med alle

via GIPHY

Du roses for din ærlighed, men kritiseres samtidig for at være lidt for ærlig – hvilket betyder, at du er lidt for ligefrem og derfor ligeglad med, hvad andre synes om dig. For man kan jo ikke sige sin mening og samtidig gå op i, hvordan andre har det, vel?

Du kan i det mindste trøste dig med, at vedkommende bag “komplimentet” ville ønske, at hun var lidt mere ligesom dig. Men vil hun nu også det? Eller er det bare en pæn måde at fortælle dig, at du virker som en, der ikke gi’r en fuck? Det kan du jo undre dig over – medmindre du selvfølgelig er ligeglad.

Læs også: Klumme: Min kæreste er muslim, og jeg er træt af folks fordomme

 

9. Du ser så pæn ud med makeup, du burde bruge det noget oftere

via GIPHY

Når du har brugt en time foran spejlet på din makeup, inden du skal i byen, er det altid rart at få komplimenter for, at det ser godt ud. Det booster din selvtillid og gør uden tvivl aftenen bedre. Men hvad der derimod totalt kan ødelægge dit humør er at få vide, at du ikke ligefrem er en naturlig skønhed og derfor burde implementere en fast skønhedsrutine hver morgen.

· Mere fra samme kategori ·