Læs også:

Close
tørrede blomster houzz

Ny trend: Sådan indretter du med tørrede blomster i moderne hjem

Bolig  | 

Tørrede blomster hører ikke kun til i støvede, gammeldags hjem. Du kan sagtens bruge dem i en nutidig indretning. Bliv inspireret til, hvordan

Af: MetteMaje Sofia Skøtt, Houzz.dk
Mange kvinder husker måske, da de fik den første buket blomster af en fyr, og hvordan de efterfølgende tørrede roserne og hængte dem i loftet. Det var ren romantik. Det behøver nu ikke være ungdomsromantik det hele – tørrede blomster kan fint indgå i en naturlig og udtryksfuld indretning af din bolig.
De går nemlig aldrig af mode, så længe du bruger dem med omtanke.

Sæt dem i vaser

Noget af det bedste ved tørrede blomster er, at de ikke behøver vand. Men derfor kan du godt sætte dem i en vase ved din seng, på dit festdækkede bord eller på badeværelset og lade dem pynte i rummet – det lidt støvede look tilfører typisk noget romantisk og roligt til udtrykket.

Lad dem blive stående

Du kan lave dekoration i vase på to måder – du kan tørre blomsterne først og sætte dem i vase bagefter. Eller du kan starte med friske blomster i din vase og lade dem tørre ud, når de bliver trætte.
Du skal såmænd bare huske at tømme vasen for vand og tage de døde blade af, når buketten er ved at dø, så vandet ikke står og lugter grimt efterfølgende.

Hæng dem op i loftet

Den bedste måde at tørre dine blomster på er ved at hænge dem i loftet med hovedet nedad i små buketter.
Rådet lyder, at du skal klippe blomsterne af lige inden, de er fuldt udviklede ude i naturen og så hænge dem op et tørt og skyggefuldt sted, hvor de kan få luft – det kan være i et skur, et udhus, i en garage eller en meget tør kælder.

Hvad skal du vælge?

Det er ikke alle slags blomster, der er lige gode at tørre. Eksempelvis er løgplanter ikke det bedste valg, fordi de er meget våde i stilken. Til gengæld er mange stauder, græsser og sommerblomster gode at tørre, og derfor er sommeren tidspunktet, hvor du skal samle dine blomster ind på og hænge dem til tørre.

De gode blomster

Når først du har besluttet, at du gerne vil forsøge at indføre tørrede blomster i dit hjem, skal du finde frem til dem, der er bedst.

Kendte blomster, der er flotte i tørret form:

  • Roser og lavendel er altid godt, og når det gælder stauder, er røllike, prydløg, bjergtidsel, rasleblomst og fingerbøl gode og det er blot et lille udvalg.
  • Når det kommer til sommerblomster, er udvalget endnu større. Her kan du med succes vælge høstadonis, haveridderspore, evighedsblomst, irlandsklokke, kantbæger, jomfru i det grønne og mange flere – du kan altid prøve dig frem og se, om det kan lade sig gøre.
Noget af det sjove ved at tørre blomster er også at se den transformation, der sker fra frisk blomst til tør blomst.

Gør det vildt

I landlige hjem er det almindeligt at hænge store buketter med tørrede blomster op i loftet i køkkenet – enten over spisebordet eller over selve køkkenet. Det dufter og giver hygge til rummet. Er det for meget af det gode til din smag, kan du nøjes med mindre.

Hold det enkelt

Du kan for eksempel nøjes med at bruge de tørrede blomster i en mere skandinavisk stil ved enten at stille dem i høje vaser eller i små glasflasker som en del af din øvrige indretning.

Husk lavendel

Uanset hvordan du vælger at bruge de tørrede blomster, skal du huske, at lavendel altid er en god blomst at tørre, fordi den ud over at være køn også spreder en rar duft i dit rum.
Så læg en lille buket ned til dit rene tøj, eller læg en buket ved siden af gæstesengen, så der dufter, når du får overnattende besøg, eller hæng dem som stemningsskaber i dit køkken.

Put dem i ramme

Er du til det helt enkle udtryk, kan du i stedet presse få udvalgte blomster og sætte dem i ramme – de pynter smukt på væggen og passer perfekt ind i en botanisk livsstil.

Sådan gør du:

Grønne planter pynter så smukt, når de hænger på væggen, men det kræver lidt arbejde at nå dertil.
  • Du skal tørre dine blomster i gamle blade eller bøger, som er gode affugtere og opsuger væske.
  • Efter cirka 14 dage vil dine planter være tørre, og du kan forsigtigt tage dem ud og sætte dem i en ramme – det ser altid smukt ud, når du hænger flere billeder med pressede blomster side om side.
houzz

· Mere fra samme kategori ·