Læs også:

Close
Det ender med os af Colleen

Boganmeldelse: Hjertevarm kærlighedsroman med et strejf af mørke

Kristina Vallentin er både skriveglad og eventyrlysten. To ting der kan komprimeres ned til næsten alt der har med bøger at gøre.
En ren kærlighed for at læse og grave dybere ind i andre verdener, giver grobund for at skrive om det på bloggen Readersworld.dk.

Kan kontaktes på readersworlddk@gmail.com

Er du til en hjertevarm kærlighedsroman med et strejf af mørke, er Lily Blooms historie, Det ender med os, helt sikkert noget for dig

Anmeldelse af bogen Det ender med os af Colleen Hoover

Det er ikke mange feel good-romaner, jeg læser, af den simple grund, at de keder mig. Romantisk pladder og alt for lykkelige slutninger, som man finder det i bedste Danielle Steel-stil, kan ikke imponere mig. Så hvorfor blev jeg så så grebet af Det ender med os?

Først, måske, fordi historien ikke er så tung og dyster, at den lykkelige slutning virker urealistisk. Colleen Hoover bruger et emne, hun har haft tæt på livet, uden at få bogen til at virke som en “mit liv har været noget lort, og nu skriver jeg en bog om det”-bog.

Desuden kan jeg rigtig godt lide hovedpersonen, Lily. Hun er en stærk pige, men ikke ufejlbarlig.

Det ender med os af Colleen Hoover, boganmeldelse

Colleen Hoovers egen opvækst var inpirationskilde til bogen. (Foto: Privat)

En voldelig barndom

Bogens tema er ikke selvmord, selv om det lyder sådan på første side. I stedet er det et andet, og måske endnu større tabu.

“Jeg tænker meget på døden. Især i dag, i betragtning af at jeg lige – for tolv timer siden – holdt en af de mest uforglemmelige begravelsestaler, folk i Plethora, Maine nogensinde har hørt.”
Det ender med os

Der er nemlig mange ting, der ikke bliver snakket om i familier rundt omkring. Blå mærker, der opstår lidt for ofte. Øjne, der er årvågne på en plaget måde.

Lilys mor giftede sig med en mand, der var fysisk voldelig mod hende. Under hele sin opvækst så Lily sin mor som en svag eksistens, fordi hun fandt sig i at blive tævet. Hvad Lily ikke forstod dengang var, at der ligger så mange andre ting bag det, øjet kan se. Kærlighed, skyldfølelse, forpligtelse.

Det er så nemt at dømme andres handlinger, eller mangel på samme. Det er også et af budskaberne i bogen. Man ved ikke, hvad der ligger bag, så det er vigtig ikke at dømme på forhånd.

Kvinder der bliver udsat for vold af deres ægtefælle eller kæreste bliver hurtigt dømt til at være de svage, men hvorfor er det, at fokus ligger på, hvad kvinderne ikke gør ved situationen? Når det i stedet burde ligge på, at manden rent faktisk yder vold mod et andet menneske, hvilket der på ingen måde findes nogen undskyldning for.

Hustruvold er et af de emner, Det ender med os kredser om. (Foto: All Over)

Læs også: The life changing magic of not giving af fuck

Når kærligheden rammer

Lily møder Ryle på en tagterrasse i Boston. Det skal blive det første af flere tilfældige møder, som vil udvikle sig til en stærk og romantisk kærlighed mellem de to – ingen overraskelser der.

Ryle er fantastisk. Smuk, intelligent, empatisk og med et rigtig godt job. Han er hele pakken, og lidt til.

Der er ikke noget at sige til, at Lily falder for ham. Det gjorde jeg også.

Det voldelige hjem, Lily er vokset op i, har sat sine spor på hende. Selv om hendes far aldrig var voldelig mod hende, men kun mod Lilys mor. I stedet blev Lily tit redningen, når hun besluttede at gå ind i rummet til sine forældre. Hendes far ville ikke slå for øjnene af sin datter.

Lily har svært ved at stole på mænd på grund sin far, og føler sig usikker omkring dem. Derfor er det også en omvæltning af tilværelsen, da Ryle dukker op. Han er ikke interesseret i et forhold, for han har det bedre med uforpligtende one night stands, men noget ved Lily vækker trangen til mere i ham.

Havde det været historien om, hvordan katten fanger musen, men ender med at forelske sig i den, havde jeg lagt bogen langt væk fra mig. Heldigvis indeholder Det ender med os meget mere.

Det ender med os af Colleen Hoover, boganmeldelse

Det ender med os, 163,96 kr., Saxo.com

Ellen DeGeneres som mentor

En gammel ven dukker op i Lilys liv, midt i starten af lykkerusen. Det får Lily til at tumle rundt endnu engang og ikke helt vide, hvor hun skal gøre af sig selv.

Atlas var en hjemløs dreng, mærket af svigt fra både familie og systemet, da han møder Lily. De går begge i High School sammen og tager den samme bus til og fra skole. Han har taget bolig i det efterladte nabohus til Lily. Hun kigger ofte til ham gennem sit værelsesvindue og sikrer sig, at han er okay.

Med tiden får hun vundet hans tillid og sørger for, at han både får mad, tæpper og et bad i ny og næ, og de to udvikler et stærkt bånd til hinanden.

“Kære Ellen

Da vi sad i bussen på vej hjem i går eftermiddags, kyssede Atlas mig. Det var ikke nyt for os, for på det tidspunkt havde vi kysset en masse, men det var første gang, han gjorde det offentligt.”

Det ender med os

Gennem skriverier i sine dagbøger, henvendt til talkshowværten Ellen DeGeneres, som Lily er stor fan af, får vi historien om Atlas og Lily.

Nutids-Lily læser sine gamle dagbøger og husker samtidig tilbage til en tid, før hun begyndte at få styr på sit liv. Nu er hun ejer af en succesfuld blomsterbutik, en drøm, hun havde siden Atlas, og er venner med gode – og rige – mennesker. Blandt andre Ryles søster. Og så har hun Ryle.

Det giver ikke mening for hende, at Atlas pludselig skal dukke op i hendes liv, nu hvor det hele kører på skinner. Men ulykkestoget drøner derudaf, og forholdet mellem Ryle og Lily bliver sat på gentagende prøver.

Det ender med os af Colleen Hoover, boganmeldelse

Colleen Hoover tager et svært emne op i Det ender med os, der handler om vold i ægteskabet. (Foto: Privat)

Inspiration fra egen opvækst

Colleen Hoover har brugt inspiration fra sit eget liv til at skrive denne bog. Den er stærk, følelsesladet og fuld af kærlighed. En feel good-roman med et stærkt tema.

Det ender med os er ikke nogen fantastisk bog. Den indeholder personer, man han forholde sig til og genkende, situationer, man kan forlige sig med og prøve at forstå.

Det er en bog, man læser, og så kommer man videre, men det kan også være en god ting. Måske er det, fordi jeg aldrig selv har haft emnet tæt inde på livet, måske bogen virker langt stærkere, hvis man har oplevet vold i familien. Det er dog slet ikke et krav for at kunne læse den og føle med Lily, Ryle og Atlas.

 

rating 4

Læs den, hvis du har brug for et hurtigt kærlighedsfix, eller hvis du bare har brug for at lægge de tungere romaner lidt på hylden.

Udgivet af Lovebooks under forlaget Lindhardt & Ringhof, 400 sider.

Du vil måske også godt kunne lide at læse Døde piger lyver ikke og Gargoilen. Find flere boganmeldelser på www.readersworld.dk

 

Flere bøger af Colleen Hoover:

Måske en dag af Colleen Hoover, bog

Måske en dag, 181,77 kr., Saxo.com

 

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover, bog

Forbandede kærlighed, 181,77 kr., Saxo.com

 

 

· Mere fra samme kategori ·