Læs også:

Close
Danny Kool, musik, pop, stjerne

Stort interview med Danny Kool: Fra sangstjerne til burgerkonge

Kultur  | 

I 90’erne sang alle børn med på megahittet “Senorita”. Nu er Danny Kool tilbage og jonglerer  rundt med både mikrofon og burgerboller

90’erne bød på discman, dracco heads og poppin’ candy. Og så bød de på Danny Kool.

Ordene “Min kære søde Senorita” flød ud af de store sorte højtalere i danskernes storcentre, og i børneprogrammet Snurre Snups Søndagsklub kunne man se ham rappe med to unge dansere ved sin side.

Det er sytten år siden, at Danny Kool udkom med sin allerførste single “Danny’s Jul”, og i en alder af kun 12 år tatoverede han sit navn fast på musikscenens lænd. Nu er han tilbage med hittet “Spørg din søster”, som er et helt nyt comeback for den i dag 31-årige stjerne.

– For et år siden tog jeg fat i min gamle manager og inviterede ham ud til et sangjob på et universitet, hvor jeg skulle optræde. Salen var fuldstændigt proppet, og eleverne elskede stadig min musik. Så sagde han, at kunne mærke, at der stadig var en vild vibe omkring mig, så derfor kom vi på, at vi skulle lave noget ny musik, fortæller det i dag 31-årige ikon, og fortsætter,

– Men da jeg har min burgerkæde, som er min øverste prioritet, så gik der et år, før vi sagde ”okay, lad os gøre det”. Han satte mig så op med Basim, som gerne ville hjælpe mig. Jeg var virkelig glad og ydmyg over, at de ville give mig en chance. Det er jo sytten år siden, at jeg har udgivet noget. På en aften havde vi skrevet ”Spørg din søster”, og vi stod med armene i vejret og var helt oppe og køre, siger Danny Kool; med det borgerlige navn Daniel Sørensen, i interviewet til MY DAILY SPACE.

Daniel fortsatte som Danny Kool i mange år, men Danny Kool-kasketten blev taget oftere og oftere af, og til sidst blev det til få intime koncerter på klubber.

– Jeg har spillet min gamle musik i mange år på klubber og sådan, men så blev jeg træt af det. Nu kan jeg så optræde med noget nyt, og det er fedt.

Læs også: Ny single fra Danny Kool

Danny Kool, musik, pop, stjerne
Danny Kool er tilbage i musikmanegen med singlen “Spørg din søster”. (Foto: Privat)

Fra Daniel Sørensen til Danny Kool

Det musikalske talent har Daniel fået med opdragelsen, og hele Daniels famile har altid brugt musikken til at sætte et smil på folks læber.

– Jeg har en hippiefar, og jeg har optrådt siden, at jeg var tre år gamle. Mine søskende optrådte allerede med min far på et plejehjem, men jeg ville være med. Så min far tog mig med på scenen, og vi optrådte på en masse plejehjem gratis, fordi det gjorde de gamle mennesker glade. Det gjorde jeg frem til, at jeg var ti år, siger Daniel til MY DAILY SPACE.

Daniel er bror til S.O.A.P-søstrene Saseline og Heidi, og da de blev til popprinseser, stod Daniel pludselig på sidelinjen. Men ikke længe.

– Så blev mine søstre signet med Remee, og i den forbindelse tog Chief One fat i Remee, da de arbejdede meget sammen, og spurgte, om Remee kendte til nogle dygtige unge talenter. Dengang var der ikke rigtig nogle barnestjerner, som sang i Danmark, så Chief One ville gerne ind på det marked. Ligesom man i USA havde talenter som Aaron Carter. Så nævnte Remee mig, da han kendte mig via mine søstre, og så begyndte vi på Danny Kool, siger han.

Fra Kool til almindelig knægt

Efter fem år med utallige koncerter og skrigende piger med neonfarvede toppe havde Daniel fået nok af sit alterego. Nu ville han væk fra rampelyset og ind i de danske stuer.

– Efter min tid som Danny Kool stod jeg ikke ligefrem med penge i hånden, så i en alder af 17 år fik jeg mit første job og flyttede hjemmefra. Det var rengøring på en kro, hvor jeg handlede ind for dem og gjorde deres toiletter rene. Så det var helt surrealistisk. Der lå en skole ved siden af, og nogen gange genkendte de mig på vej på arbejde og råbte ”Ay, det er Danny Kool!”. Så det var ret mærkeligt, fortæller Daniel.

Men musikken løb stadig i årerne, og Daniel valgte at gå tilbage til musikken, men denne gang som manden bag kunstnerne.

– Derefter begyndte jeg at producere musik, og sad næsten i seks år og producerede. Men det synes jeg ikke, at jeg var så god til, så jeg startede et pladeselskab i stedet for. Jeg er bedre til business, og jeg kunne med mine år, hvor jeg producerede og selv spillede, derfor forstå kunstnerne på en anden måde, forklarer han.

danny kool, musik
Daniel Sørensen var kun 12 år gammel, da han brød igennem den danske musikscene under aliaset Danny Kool (Foto: Polfoto)

Basim er medspiller

Tanken om at iføre sig Danny Kool-kasketten igen har længe siddet i tankerne hos den i dag 31-årige Daniel, men selvom han havde fat i forskellige producerer, så blev det aldrig helt rigtigt.

– Jeg har været i studiet flere gange siden min tid med Danny Kool, men følte ikke rigtigt, at producerne kunne finde en lyd, som passede til det, som jeg er nu. Der synes jeg bare, at Basim er genial. Han ramte det lige på sømmet. Han er så talentfuld. Han har fået dét, som Danny Kool var og blandet det med den lyd, som de unge hører i dag. Vi tager pis på tingene med teksterne, og det er bare sjov og ballade, siger han.

Basim er i dag sangskriver og skriver sange til nogen af Danmarks og udlandets allerstørste kunstnere.

– Basim har et selskab, hvor han er sangskriver. Meget af det, som du hører i radioen, det har han skrevet. Et eksempel ”Hvor er du Bro”, som hittede helt vildt sidste år. Han har også produceret meget til Japan og Asien, hvor han har fået numre i top ti. Og nu sidder han med nogle ret vilde kunstnere, som jeg ikke kan afsløre mere om, men han er bare dygtig, forklarer Daniel og smiler.

Nu er singlen “Spørg din søster” blevet til virkelighed, men er comebacket bare en engangsforestilling?

– Vi har aftalt, at vi vil satse på en tre-fire numre i denne omgang og ser, hvordan det går. Og hvis de totalt flopper, så holder jeg mig til at flippe burgere, fordi det kan jeg finde ud af. Musikken er min hobby, og jeg er ikke afhængig af det økonomisk. Men jeg gad heller ikke sidde som 80-årig og sige ”Hvorfor prøvede jeg ikke igen?”, fortæller Daniel.

danny kool, musik
Danny Kool var popprins af Danmark, og fansene stod i kø (Foto: Polfoto)

Fra sangstjerne til burgerkonge

Daniel har de sidste to års tid gået i en helt anden boldgade. Sammen med sin partner har han startet burgerkæden WeDoBurgers, som netop har åbnet en forretning på Islandsbrygge. Burgereventyret begyndte for lidt over to år siden med en knurren i maven efter en solid burger.

– Min partner og jeg skulle til møde i Aarhus. Efter mødet ville vi gerne have en burger, og så stod vi der og tænkte, hvor kan man få en ordentlig burger, som ikke er McDonalds og som ikke er en fucking café burger. Det kunne man ikke! Burgerbølgen var kickstartet i København, men i Danmarks andre store byer var der endnu ikke nogle rigtige burgerbarer. Min partner havde faktisk altid haft en drøm om at åbne en burgerbar. Jeg havde mit pladeselskab, men jeg kunne godt se, hvilken vej, som det gik. Det ville være, at jeg skulle udgive en masse musik, som ikke ville være min smag, da danskerne ikke hører det, som jeg egentlig elsker, fortæller det 31-årige ikon.

Der skulle gå et år efter burgersamtalen til, at planerne blev sat i gang. Missionen for Daniel var at lave en billig kvalitetsburger, som kunne slå de andre store kæder af banen – men til billige penge.

– Den første burgerbar åbnede fire måneder efter i Aarhus. Vi lavede mange fejl i starten, men nu har vi lært af vores fejl og lavet et godt billigt produkt. Vi fik en kok til at designe burgeren, men vores mål er ikke at lave byens bedste burger, men at lave en billig burger, som slår kvaliteten hos fastfoodkæderne i Danmark. Det er vores mål, at vi har fem burgerbarer i slutningen af året, forklarer han.

Danny Kool fandt sin Senorita

Sangen “Senorita” er sangerens allerstørste hit, og da interviewet er ved at være slut presser et sidste spørgsmål sig på. Fandt Danny Kool nogensinde sin senorita?

– Da jeg mødte min kæreste, vidste hun ikke engang, hvem jeg var. Det var dejligt, at jeg kunne være mig selv og ikke være Danny. Der gik flere måneder før, at jeg fortalte hende om min fortid, men hun har altid været meget forstående, og hun giver mig plads til at være den, som jeg er, forklarer han og smiler.

Parret bor sammen i Aarhus og er forældre til to små børn.

 

I dag er Danny Kool 31 år, bor i Aarhus og er far til to (Foto: Privat)

· Mere fra samme kategori ·