Læs også:

Close
Houzz oprydning

9 hverdagsvaner, der gør det nemt at holde orden i hjemmet

Bolig  | 

Ville du også ønske, du var sådan én, der altid havde et pænt og ryddeligt hjem? Med disse små tricks er du godt på vej. Her er ni hverdagsvaner, der hjælper dig på vej

Af: Pauline Morrissey, Houzz.dk

Hvis du som jeg sætter pris på et pænt og rent hjem, er rengøring ikke noget, man ordner, fem minutter før gæsterne banker på døren – det er en livsstil.

Vi er trods alt vanemennesker, og derfor er det nemmeste simpelthen at gøre det daglige arbejde til faste rutiner. Og uanset om du anser dig selv for lidt af et rodehoved eller er vant til at holde orden, vil disse vaner blive hverdagskost på ingen tid.

1. Styr på tingene inden sengetid

Gør det til en vane at tage en hurtig runde i huset, inden du går i seng: Smid snavsetøjet til vask, kom kaffekopperne i opvaskemaskinen, og fold tæppet på sofaen. På den måde vågner du op til et ryddeligt hjem og får mere energi til dagen.

2. Forvis overflødige genstande

Kunne det være, at dit hjem føles rodet, fordi du i bund og grund har lidt for meget skrammel? Når der ikke helt er plads til tingene, ender de tit steder, hvor de er i vejen. Hvis du ønsker dig et velorganiseret hjem, er første skridt at skille sig af med alle de overflødige ting – det gælder også dubletter og ting, du beholder just in case.

Tip!
Start med den nemme, klassiske metode, og spørg dig selv: “Har jeg virkelig brug for det her?” inden du køber noget nyt. Det er faktisk overraskende effektivt! Alternativt kan du bruge Marie Kondo-metoden og i stedet spørge dig selv, om genstanden vil gøre dig lykkelig og tilføre noget værdifuldt til dit liv.

 

LÆS MERE: JAPANSK OPRYDNINGSGURU MARIE KONDO DELER SINE BEDSTE TIPS

3. Udsæt aldrig til i morgen

Kender du den der lille stemme i baghovedet, der hvisker: “Det kan du altid gøre senere?” Den må du aldrig lytte til, når det kommer til husarbejde. Hvis du ser en snavset overflade, så tør den af!

Hvis du får kål på snavset med det samme, undgår du nemlig et omfattende rengøringsarbejde senere.

 

4. Bedre prioritering

Ordensmennesker har tendens til at udarbejde lange lister over ting, der skal gøres, og de prioriterer dem godt. Laver du en prioriteret liste over gøremål hver dag, er der en chance for, at du faktisk får dem gjort.

Gør det til et mål at sætte hak ud for hvert eneste punkt, og hvis du ikke har tid til dem alle, så sørg for, at de tilbageblevne kommer øverst på listen næste dag.

Tip!
Hvis du har brug for et hårdere skub i den rigtige retning, så indsæt de vigtigste punkter i din telefonkalender, og slå alarmen til. Eller du kan downloade en påmindelses-app såsom TodoistWunderlist eller Swipes.

5. Fordel arbejdet

Sommetider kan det føles, som om det kræver et helt rengøringshold at holde hjemmet rent. Og det er da også smart at fordele opgaverne mellem alle familiemedlemmer – uddelegering af arbejdet er langt det letteste og mest tidseffektive.


Tip!
Gør uddelegeringen lettere for alle parter ved at gøre hvert familiemedlem ansvarlig for et bestemt rum frem for en bestemt opgave. Måske de mindste endda kan få noget sjovt ud af at lege rengøring på værelset en gang om ugen?

 

LÆS MERE: SMID UD – 9 OVERFLØDIGE TING, DER RODER HJEMME HOS DIG

6. Alting på sin plads

Gør det til en fast regel, at alting skal lægges tilbage, hvor det kom fra – det sparer masser af tid og stress. Hvis noget ligger og flyder, så læg det på plads med det samme. Ikke nok med at det vil holde dit hjem ryddeligt – du vil også altid vide, hvor du kan finde det, du leder efter.

 

7. Gør rent, mens du laver mad

Køkkenet er nok det rum i hjemmet, der hurtigst samler snavs, så det er også et af de vigtigste steder at gøre rent. Du gør det nemmest for dig selv ved at svinge en karklud og en opvaskebørste, mens aftensmaden alligevel er i ovnen.

Når det så bliver spisetid, har du allerede klaret størstedelen af oprydningen!

Tip! 
Hav en lille skål stående på køkkenbordet til madrester og affald under madlavningen, og tøm den i den store skraldespand, når den er fuld – det gør det lettere at holde køkkenet rent.

 

8. Hæng altid tøjet op

Det er ofte med fuld fart på, at vi hopper i tøjet om morgenen, og de afviste beklædningsgenstande ender alt for tit i bunker på gulvet. Og om aftenen er det jo klart, at man er for træt til at hænge tøjet på plads, ikke?

Men hvis du bestemmer dig for altid at hænge tøjet op eller folde det, når du er færdig, sparer du arbejde i fremtiden og får et ryddeligt soveværelse oveni hatten.

Tip! 
Hvis din garderobe er ved at flyde over sine bredder, er det måske bedst at rydde op ad flere omgange. Begynd eksempelvis med at sortere i bukserne, så trøjerne dagen efter og så videre. Når du er færdig med at muge ud, så tilføj den næste garderobeudrensning til din kalender.

 

9. Red sengen – hver dag

Det tager få sekunder, men gør en verden til forskel. At rede sengen hver morgen kan ovenikøbet have en positiv indvirkning på dit liv – når man starter dagen med at udrette noget, får man nemlig en god følelse i kroppen, der kan holde resten af dagen.

Desuden er sengen ofte soveværelsets omdrejningspunkt, så ved blot at glatte dynen ud, ser det ud som om, du har ryddet op i hele værelset.

Tip!
Et super simpelt, men smart kneb er at have god gulvplads omkring sengen, så det bliver lettere at rette på sengetøjet. Hvis man skal til at flytte bøger, vasketøjskurve og andre ting, er der langt mindre sandsynlighed for, at man får det gjort hver dag.

 

houzz
Læs også:

Maldives, Ari Atoll, Rangali, Conrad Hilton resort, overwater spa at sunset

· Mere fra samme kategori ·