Læs også:

Close

Valentinsmiddagen, der vil slå benene væk under din udkårne

Mad  | 

Hvis du fejrer valentinsdag og skal charmere dit hjertes udkårne, så kan denne middag med and, flødekartofler, brun sauce og himmelsk salat med grønkål, tranebær og mormordressing nok hjælpe dig rigtig godt på vej

Selv om min kæreste og jeg har været sammen i mere end fire år, og jeg har kokkereret for ham flere gange, end jeg kan huske, så er der en middag, han tit snakker om: Den allerførste middag, jeg lavede til ham.

Det var Mortens Aften, og vi var lige blevet kærester seks dage før, så den skulle have hele charme-armen. Jeg besluttede mig for at lave andebryster med en grønkålssalat, brun sauce og flødekartofler.

Jeg siger ikke, at du er garanteret at få en kæreste, hvis du laver den her menu for dit hjertes udkårne. Jeg siger bare, at min stadig er her og stadig taler om den middag mere end fire år efter.

Der er ikke nogen forret og, hvis det går rigtigt, så er du desserten, så den får du heller ikke en opskrift på.

Og inden du går helt i panik – bare rolig, du får en opskrift på den nemme og den lidt mere avancerede måde. Og husk! Læs lige hele opskriften, inden du går i gang.

Denne middag vil slå benene væk under din udkårne. (Foto: All Over)

 

Opskrift på flødekartofler

Ja, jeg ved godt, at denne 80’er-klassiker ikke er hverken low carb, low fat, proteinrig eller noget som helst andet, der er hipt, sundt eller som vi skal spise alt for meget af i hverdagen. Jeg gør det heller ikke selv.

Men nydelse er også en vigtig faktor i livet, og flødekartofler smager bare godt!

Hvis du stadig er i tvivl har jeg flere gange hørt, at det er en stor fornøjelse og ligefrem sexet at se en kvinde kværne en solid omgang middag. Det viser, at hun har appetit på livet.

Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg også bare er fan af flødekartofler, fordi det er min ultimative craving.

Læs mere: Redaktionens bekendelser: My Secret Craving

Det skal du bruge
750 g kartofler
1 løg
3 dl fløde
Lidt smør

Evt:
2-3 fed hvidløg
Revet ost

Fremgangsmåde:

  • Tænd ovnen på 200 grader.
  • Vælger du at lave dine flødekartofler helt fra bunden, skal du fatte en pose kartofler og en skræller. Få skindet af alle kartoflerne, og skær dem i skiver.
  • Find et ovnfast fad frem, smør det eventuelt let med lidt smør eller olie, og kom kartoffelskiverne i.
  • Snit løg (og hvidløg), og kom dem i en kasserolle sammen med fløden. Tænd blusset, og lad fløden varme stille og roligt op. Rør hele tiden rundt, og kom godt med salt og peber i.
  • Når fløden er kogt op, tager du den af blusset og hælder fløden ud over kartoffelskiverne.
  • Sæt derefter fadet ind midt i ovnen. Regn med, at kartoflerne skal have en times tid i ovnen, men tjek eventuelt, om kartoflerne er møre undervejs.
  • Du kan vælge at drysse revet ost ud over kartoflerne for lige at give dem et sidste pift. Bare kom osten på de sidste 10 minutter inden, kartoflerne er færdige.
Flødekartofler er seriøst mad for guder. (Foto: All Over)

Opskrift på grønkålssalat med tranebær og mormordressing

Dette er nok en af mine ynglingssalater overhovedet. Den bitre smag fra grønkålen smelter sammen med de søde, tørrede tranebær og mormordressingen, mandlerne og løgene giver en fantastisk sprødhed. Sammensætningen får salaten til at danse på dine smagsløg.

Det er en salat, jeg tit laver om vinteren for at give de mange tunge sæsonretter et løft. Eksempelvis brugte jeg den nytårsaften med store røde bøffer, bearnaise og pommes anna.

Det skal du bruge
1/2 grønkål
1 æble
1 rødløg
100 gram mandler
100 gram tørrede tranebær

Dressing:
1 dl fløde
4-5 spiseskefulde citronsaft
Evt. 2 skefulde sukker, lidt sødestof eller helt udelade det

Fremgangsmåde:

  • Bland først mormordressingen. Start med at piske citron (og sukker). Når det er pisket sammen, hælder du fløden i og rører, indtil blandingen er tyknet.
  • Derefter hakker du grønkålen. Føl dig lidt frem i forhold til portioner. Jeg har altid lavet en stor portion og gemt til de følgende dage.
  • Orker du ikke det store snittearbejde, kan du købe hakket, frisk grønkål i mange dagligvarebutikker.
  • Derefter vender du kålen sammen med mormordressingen.
  • Derefter hakker du løg, æbler og mandler og kommer i salaten. Slut af med tørrede tranebær. Du bestemmer selv, om du vil mikse alle ingredienserne med mormordressingen, og om du vil have toppings blandet sammen med salaten eller på toppen.
  • Stil salaten i et hjørne. Den må gerne trække en lille times tid før servering.
Kålens bitre bid og tranebærenes sødme passer perfekt sammen – og perfekt til and. (Foto: All Over)

Opskrift på andebryst

Andekød er noget af det lækreste fjerkræ, man kan spise, efter min mening. Det er fyldt med smag på grund af fedtet, kan næsten føles helt som oksekød, og ja, det er bare lækkert.

Jeg lever nærmest af and i hele december måned, og det er synd, at det kun er den måned, for der findes masser af opskrifter med and, som man kan spise hele året rundt.

Du kan få and hos din slagter eller i dagligvarebutikkerne i frysediskene. Andebryster sælges oftest stykvist i separate pakker og koster ikke særlig mange penge.

Det skal du bruge
2-3 andebryster (300 gram stykket)
Salt
Peber
Smør eller olie til stegning

Fremgangsmåde:

  • Læg dine andebryster på et spækbræt. Fjern eventuelle hinder og sener fra kødsiden, og vend dem op, så fedtsiden vender opad. Tjek, at der ikke sidder fjerrester eller andet fast i fedtet, som ikke skal være der.
  • Skær derefter et harlekin-ternet mønster i fedtlaget, men skær ikke helt ned til kødet.
  • Kom salt og peber på, og gnid det ned i fedtet.
  • Nogen anbefaler, at man derefter lader anden hvile natten over i en pose. Andre siger, at det er nok lige at lade kødet trække i en times tid, og det er også, hvad jeg plejer at gøre.
  • Når du er klar til at stege andebrysterne, lægger du dem over på en kold pande med fedtsiden nedad. Du kan sagtens komme noget fedtstof på panden, du vælger selv om det er olie eller smør.
  • Regn med, at fedtsiden skal have omkring 10 minutters stegning – men tjek efter. Når den er sprød, er den klar til at blive vendt.
  • Så bruner du dyret på siderne, og til sidst steger du kødsiden, indtil den er flot brun (ikke branket).
  • Tag ænderne af panden, og lad dem hvile på et spækbræt i 5-10 minutter.
  • Skær derefter brysterne i skiver. Du skal ikke skære på langs af anden, men starte ved “spidsen” på andebrystet og bevæge dig ned af.

Tip:

Gider du ikke slås med at stege anden, kan den bages i ovnen i 20 minutter ved 225 grader.

Vær dog opmærksom på, at dine ænder ikke kolliderer med dine flødekartofler, der også er i ovnen og tilberedes på mindre grader.

And er en lækker fugl, der spises alt for sjældent. (Foto: All Over)

Opskrift på brun sauce:

Fordi det er valentinsmiddag, serverer du en sauce, men lad os være ærlige, det er brun SOVS.

Det skal du bruge
3 spiseskefulde smør og eller fedtstof fra andebrysterne
3 deciliter fløde
2 deciliter kogt vand
2 bouillonterninger
Madfarve efter ønske

Evt:
Jævner
eller 1 æggeblomme

Fremgangsmåde:

  • Du smelter smørret i en kasserolle. For at give ekstra smag kan du vælge at bruge noget af fedtstoffet, der er tilbage, efter du har stegt ænderne.
  • Ellers kan du også bruge en deciliter vand med to bouillonterninger i. Det plejer jeg at gøre.
  • Når smørret er smeltet, kommer du bouillon og fløde i og rører rundt. Smid madfarve i efter smag og behag. Vil du gerne jævne saucen, kan du bruge jævner – man kan både få i klassisk og fuldkornsform. Bare følg instruktionerne på kassen.
  • Vil du ikke have jævner i din sauce, er der andre alternativer. Jeg bruger normalt æggeblommer til at jævne. Kom blommen i en lille skål, og kom en skefuld af saucen i. Rør det sammen med æggeblommen, og hæld derefter blandingen i saucen under omrøring.
Sovs skal der til, men fordi det er valentinsdag, så bliver det lige til sauce. (Foto: All Over)

Tip til tilberedning og anretning

Hvis du sørger for at time din tilberedning, vil det være ultralet at tilberede denne middag. Meget af maden kan klargøres dagen før.

Eksempelvis kan salaten laves dagen før, og kartoflerne kan sagtens stå i en gryde med vand i køleskabet natten over. Ænderne kan også sagtens tåle at blive marineret med salt og peber dagen før.

Vil du alligevel gøre det hele på dagen, vil jeg anbefale dig følgende fremgangsmåde:

  • Start med at gøre andebrysterne klar til stegning.
  • Derefter laver du flødekartoflerne.
  • Imens flødekartoflerne er inde i ovnen, laver du salaten.
  • Når kartoflerne er cirka halvvejs, begynder du så småt at tilberede ænderne.
  • Det skal gerne passe med, at ænderne er blevet stegt, har hvilet sig og er skåret ud, når kartoflerne er færdige.
  • Vil du have fedtstof fra ænderne med i din sauce, kan du lave den, imens ænderne hviler sig. Ellers kan du også sagtens lave saucen på forhånd og bare varme den op, når du skal bruge den.
  • Sørg for at have dækket et flot bord, så dit hårde slid i køkkenet præsenteres fra sin flotteste side, når du serverer for din udkårne.

Velbekomme – og husk beskyttelse.

· Mere fra samme kategori ·