Læs også:

Close

Josefine går hjemme med sine børn: Vi er gået efter vores intuition

Mit liv  | 

Josefine har valgt at gå hjemme med sine to små børn Sylvester og Rosalina i stedet for at sende dem i institution. Det er et valg, hun ikke fortryder

Josefine Husted Jonassen har gjort det, som mange er imod og måske lige så mange ville ønske, at de kunne. Hun har taget valget om at blive hjemme og passe sine børn fuld tid.

Hun bor på Nørrebro med sin mand, Morten, og deres to børn, Sylvester og Rosalina. Josefine bliver hjemme ved børnene, imens Morten studerer, og det var en ret naturlig beslutning for det unge par.

– Det kom langsomt snigende, mens jeg var på barsel med Sylvester (parrets ældste barn red.). Hjemmelivet var vidunderligt, og da han var 11 måneder og brevet fra pladsanvisningen kom, besluttede vi, at jeg skulle tage et års orlov mere fra studiet, fortæller Josefine og fortsætter:

– Det handlede ikke så meget om for eller imod, jeg tror egentlig godt, de fleste forældre ved, at så små børn ikke selv ville vælge adskillelse fra deres forældre, hvis de blev spurgt. For os var kernen i det hele taget at vi turde gå med vores intuition.

Josefine med børnene Sylvester og Rosalina. (Foto: Privat)

Ikke alle synes, det er en god ide

Debatten omkring “ikke-institutionaliserede” børn har flere gange raset i medierne og offentligheden, og Josefine har også fået kritik og nærgående spørgsmål om hendes og Mortens valg.

– I starten blev jeg meget påvirket af spørgsmål som ”skal dit barn ikke socialiseres?”. Det er simpelthen så krænkende. Tror folk ikke, at jeg er i stand til at varetage mine børns behov? Tror de, vi sidder inde i en hule hele dagen og prikker i hinandens navler? Tror de virkelig ikke, at jeg skaber vedvarende og nærende relationer for mit barn?, spørger Josefine retorisk.

I flere år følte hun, at hun skulle have paraderne oppe.

– De dage, hvor morgenkaffen har været en anelse for kold, har jeg meget lyst til at skrige: ”Hvorfor synes du, at det er okay at sende en baby på 11 måneder, som på ingen måde er klar til at blive adskilt fra sin mor, hen i en vuggestue med 12 børn og to pædagoger på en stue?”, men jeg øver mig i ikke at fordømme. Jeg bliver bare meget provokeret af, at så mange mennesker føler, det er i orden at kritisere en naturlig måde at være familie på, men at der overhovedet ikke må kommenteres på deres konventionelle måde at have børn på, siger Josefine.

Hun uddyber:

– Man kan sige, at hele billedet af familielivet er blevet skævvredet gennem tiden. For os og for mange andre er hjemmepasning det eneste naturlige, og vi kan undres over, at institutionerne er blevet så stor en selvfølgelighed i de fleste familiers beslutningstagen. Med mit andet barn hviler jeg mere i det hele og giver ikke en flyvende flue for, hvad folk synes. Og så kan jeg tydeligt mærke, at der kommer flere og flere hjemmegående forældre til, og der er øget fokus på det i offentligheden. Vi føler os ikke helt så marginaliserede, som vi gjorde med vores første barn.

Josefine læser bog for børnene. (Foto: Privat)

Mange ville gerne gå hjemme

Sammenligner man med andre nordiske lande, er Danmark det land, hvor forældrene tidligst sender deres børn i institution. Og ikke alene sendes børnene tidligt af sted, det er stort set alle børn, der kommer i institution.

Ifølge Dansk Statistik var det i 2014 89,6 procent af danske børn i alderen et til to år, der var indskrevet på et dagtilbud. Det samme gjaldt for 98 procent af de tre- til fem-årige.

Det samme år viste en undersøgelse ifølge Avisen.dk, at 41 procent af danske forældre ville lade en forældre gå hjemme med familiens små børn, hvis økonomien kunne bære det. 28 procent var i tvivl, og 32 procent sagde nej tak til det hjemmegående forældreskab.

Josefine fortryder ikke valget om at gå hjemme med børnene. (Foto: Privat)

Ikke det samme som i 1950’erne

Inden hun blev mor, var Josefine i gang med en uddannelse som pædagog, og erfaringerne derfra havde til dels en effekt på Josefines valg om selv at passe børnene.

– Jeg havde arbejdet med børn i mange år, inden jeg kom i gang med uddannelsen, og jeg var så glad for mit arbejde i en helt fantastisk lille børnehave. Jeg måtte dog ret hurtigt erkende, at uddannelsen slet ikke levede op til mine forventninger. Som pædagogstuderende får man ikke den nødvendige faglighed for at arbejde med de små, dejlige mennesker bagefter. Det har til dels også været med til at påvirke vores valg om hjemmepasning. Vilkårene er simpelthen for ringe, både på pædagoguddannelsen og i den grad ude i institutionerne, fortæller Josefine.

Når man hører ordet “hjemmegående”, vil mange tænke på det klassiske image fra 1950’erne. Josefine forklarer da også, at der er mange ligheder.

– Der er virkelig meget praktisk og husligt arbejde, fra man vågner til man går i seng. Børn, der hænger i skørterne, en masse mad, der skal laves, vasketøj over det hele, og så skal man gøre vanvittigt meget rent, når man har sine børn hjemme hele dagen og til alle måltider.Vi lægger et stort arbejde i vores mad herhjemme og går meget op i vores kost og helse, så jeg bruger selvsagt mange timer i køkkenet.

Men Josefine er ikke bange for at blive sammenlignet med den klassiske forståelse af den hjemmegående kvinde.

– Billedet af den gammeldags husmoder fra 1950’erne skræmmer mig ikke, og jeg er ikke bange for at blive fanget i den rolle. Forskellen på den gammeldags husmoder og den moderne er måske i virkeligheden bare, at jeg selv har valgt det. Og at Morten er så meget med i det hele. Han studerer og har derfor meget tid sammen med os i de perioder, hvor han ikke har krævende eksamener. Han laver lige så meget mad, som jeg gør, gør næsten lige så meget rent og bærer vores børn lige så meget i slynger, som jeg gør. Det eneste han ikke kan er at amme, så det arbejde får jeg i fred, siger Josefine.

Josefine og Mortens børn er en del af et vennenetværk med andre hjemmegående familiers børn. (Foto: Privat)

Interessen for hjemmegående forældre stiger

Der er ikke helt klare tal på, hvor mange børn, der passes hjemme af deres forældre, men hos småbørnsfamilieforeningen SAMFO mærker man en klar interesse for livsstilen.

– For et par år siden mærkede vi virkelig en øget interesse for at passe sine børn hjemme. Der var også meget fokus på det i medierne, og der skete ligesom en ændring i samfundet, som vi oplevede det, siger næstformand Martin Borgen.

Han fortæller, at selv om det stadig er få forældre, der vælger at holde børnene uden for institutionerne, så er der kommet en større bevidsthed om muligheden, og beslutningen om at blive hjemme er ikke så anderledes for den brede offentlighed, som den har været før.

– Det er stadig et fåtal af danske forældre, der går hjemme med deres børn, men der er kommet en bevidsthed om, at det er et valg, man kan træffe som forældre, og jeg tror, der er en del flere, der gør det i dag end for ti år siden, siger Martin Borgen.

Til gengæld er problematikken med økonomien stadig noget, man mærker til, når der skal vælges mellem at gå hjemme med sit barn, eller sende det i institution, mens man selv er på arbejde.

– Desværre er det kun en tredjedel af landets kommuner, der giver tilskud til pasning af egne børn. Selv om det maksimalt er 75 procent af tilskuddet til institutionspasning, altså cirka 7.000 kroner før skat, gør det stadig valget nemmere at træffe. Hjemmepasning bliver en mulighed på lige fod med dagpleje og vuggestue fra kommunens side. På den måde kan det bedre lade sig gøre økonomisk at leve for én arbejdende forældres indkomst, og det gør det nemmere at finde hjemmegående legekammerater, forklarer Martin Borgen.

Josefine og Morten drømmer om et selvforsynende liv på landet. (Foto: Privat)

Lever på en kærlighedssten

Netop det med økonomien har været en faktor, som Josefine og Morten har måtte tage stilling til.

– Vi lever på en sten. Men det er en god sten. En kærlighedssten. Vi lever for det første efter et nul-produktions-princip, det vil sige, at alt, hvad vi køber, er brugt – lige fra børnelegetøj til badeforhæng, vores eget tøj og bøger. Man sparer virkelig mange penge på lige at tjekke Den Blå Avis, inden man shopper løs, men det allerbedste er, at man passer på jordkloden ved ikke at storforbruge alt muligt, fortæller Josefine.

Hun fortæller, at langt de fleste af familiens penge går på at købe mad.

– Men det gør, at vi har råd til at leve 100 procent økologisk, og det er vigtigt for os. Og så spiser vi ikke kød, det sparer man en del på i et madbudget. Ind i mellem drømmer vi om en masse penge og længes efter flere af dem mellem hænderne, siger Josefine.

Når de får de tanker, så minder parret hinanden om deres fælles projekt.

– Vi kigger hinanden dybt i øjnene og fortæller hinanden, at om 50 år, når vi kigger tilbage på vores liv, så vil vi ikke huske den dér nye jakke eller flotte lampe, vi købte. Men vi vil huske, at vi selv var der til at høre vores børns første ord, det er os, der har trøstet dem, når de har fået hudafskrabninger, det er os, der har lært dem at læse og stave, det er os, der har spist mad med dem, sunget med dem og puttet dem til lur.

Morten og Josefine er fælles om deres livsstil. (Foto: Privat)

En helt almindelig dag

På en helt almindelig dag vågner Josefine og børnene, når de synes, at de skal. Så er Josefine i køkkenet i en times tid, hvor hun laver morgenmad.

–  Vi spiser morgenmad hjemme hos os, som mange andre tit ville spise til aftensmad. Det er på det tidspunkt, at børnene er mest sultne og har lyst til at sidde længe ved et bord, så derfor gør vi som regel et ekstra nummer ud af det måltid. Det er så dejligt, at vi har tid til det, og at ingen skal stresse for at være i tøjet og ude ad døren på et bestemt tidspunkt, forklarer Josefine.

Men faktisk er det svært for hende, at beskrive en klassisk dag, for ofte er dagene ikke rigtig ens.

– En af de helt store fordele ved hjemmelivet er netop, at jeg kan tage udgangspunkt i børnenes behov og planlægge strukturen ud fra deres humør. To-tre gange om ugen kommer vi i en fast legegruppe med andre hjemmebørn her på Nørrebro. Der har Sylvester nogle rigtig gode venner, fortæller Josefine.

– De dage vi ikke er i legegruppen er også dejlige, for der kan vi bare gøre lige, hvad vi vil i det tempo vi gider og behøver. Vi har altid årskort til forskellige steder og museer, så dem frekventerer vi tit. Men en helt almindelig dag kan også bare være, at vi går en tur gennem Assistens Kirkegården, på biblioteket, i skoven, handler ind og leger med vores andre hjemmegående venner. Og så er de jo bare med i alle hverdagens små gøremål, så de ved, hvornår på dagen posten kommer, er på fornavn med dem, der kører fejebilerne, kan finde ud af at lave en madplan og at betjene en vaskemaskine, uddyber hun.

Josefine bliver ikke længere påvirket af folks mening om hendes valg. (Foto: Privat)

Drømmer om et hus på landet

Selv om Josefine og Morten er glade for deres hjem på Nørrebro, så drømmer den unge familie om at starte et bofællesskab på landet.

– Vi kunne godt tænke os at være tre-fire familier, som bor på en stor landejendom og passer vores børn sammen. Vi glæder os så meget til livet på landet med får og høns og hjemmedyrket mad. Vi planlægger at hjemmeskole vores børn, i hvert fald de første år, og synes, at det er lige så vigtigt at lære at så og høste grøntsager, spinde uld, fælde et træ, bruge værktøj, passe høns og spille instrumenter, som det er at lære at læse og regne, fortæller Josefine.

Hun uddyber:

– Selvfølgelig skal vores børn også læse og regne, og den første er allerede godt i gang, men vi elsker ideen om, at læringen bliver leget ind i deres hverdag, og at det er deres eget naturlige drive, der styrer os i en retning. Forhåbentligt kommer vi til at bo et sted med en kæmpe grund, og så skal vi have nogle hytter eller skurvogne i haven, så folk kan komme på bondegårdsferie hos os.

Josefine går hjemme med sine børn: Vi er gået efter vores intuition. (Foto: Privat)

Og tankerne om, hvad der skal ske, når børnene en dag bliver store, fylder af og til også lidt.

– Jeg har forskellige drømme og planer, der ændrer sig hele tiden. Havde du spurgt mig for et halvt år siden havde jeg svaret, at jeg ville være slyngevejleder og undervise nye forældre i at bære deres børn. Lige nu er det uddannelsen til doula, altså fødselshjælper, der tænder mig. Jeg kunne godt tænke mig at være mere politisk aktiv og gøre noget relateret til miljø og klima. Men hvem ved, måske bliver det en bed and breakfast eller besøgsbondegård på Møn, måske noget helt femte. Det er ikke så vigtigt lige nu, siger Josefine.

Hun fortsætter;

– Jeg øver mig i at leve i det øjeblik, jeg er i og ikke altid tænke hele eller halve år frem. Nu er det opstarten af et bofællesskab, jeg fordyber mig i. Jeg planlægger at tage nogle fag på fjernstudie næste år, både for at have nogle papirer på, at jeg kan noget og for at holde hjernen i gang. Der kan godt gå lige lovlig meget bleskift og fagtesange i den engang i mellem, fortæller Josefine.

Og så er der også drømme om koncerter:

– Når jeg en dag ikke har små børn, der bliver ammet om aftenen og natten, skal jeg til alle de koncerter, jeg har måttet undvære de sidste år. Det er uden tvivl noget af det, jeg savner mest, fra før vi fik børn. At stå til en fed koncert med en kold øl i hånden.

Går du med tanker om at blive hjemme med dine børn, skal du bare kaste dig ud i det, siger Josefine. (Foto: Privat)

Stå ved dine værdier

Josefine har selv stået ved sine værdier, efter hun er blevet forælder, og hun håber, at den livsstil, hun og Morten har valgt, lærer børnene Sylvester og Rosalina at stå ved deres.

– Det simple svar må være, at de skal lære at lytte til deres hjerter og gå med deres intuition. At have respekt for fornemmelsen i kroppen, når de står overfor forskellige valg. De lærer forhåbentligt, at essensen med livet ikke er at passe ind i et bestemt dogme, men at have modet til at gå deres egne veje. Om det så er den konventionelle eller ultraalternative er underordnet, så længe de er lykkelige. Det er nok det, det hele kan koges ned til: De skal have modet til at være lykkelige.

Og til andre, der går med tanker om at gå hjemme med børnene, siger Josefine:

– Det allerførste, man skal gøre er at råbe et højt HURRA for en rigtig god beslutning og give hinanden et stort kys. Det er for nogen et rigtig stort skridt at tage, men jeg kender virkelig ingen, som har fortrudt det. Lige efter det så melder man sig ind i gruppen ”Moderne hjemmegående forældre” på Facebook, og så stiller man alle sine spørgsmål der. Vi er et rigtig stort netværk i Danmark (på den gode side af 3.000), så der er masser af erfaring at trække på, og alle er klar til at hjælpe.

Hvordan ville du have det med at være hjemmegående mor?

 

· Mere fra samme kategori ·