Læs også:

Close

Flere kvinder end mænd gamer

Nyheder  | 

Ideen om at det kun er mænd, der spiller computerspil er forkert. For ikke alene er kønnene fordelt næsten fifty-fifty, på visse konsoller fører kvinderne endda. Alligevel mangler der viden, og spiludviklerne halter bagefter med hovedrollefigurer til kvinder

Trods generel overbevisning er det ikke kun teenagedrenge, der sidder på deres værelse tæt klinet op af computerskærmen, iført store hørebøffer og med en pegefinger på overarbejde, når der skal games. Det er i lige så høj grad kvinder.

Flere og flere undersøgelser viser nemlig, at ikke alene er der lige så mange kvinder som mænd, der gamer. Kigger man på spil til smartphones og tablets, de førende konsoller til spil, fører kvinderne med 52 procent mod mændenes 48.

– Der er ikke megen forskning på området, men de tal, der er, peger alle på, at fordelingen mellem mandlige og kvindelige spillere er næsten lige, og kigger man på mobilspil, fører kvinderne, fortæller Hans-Joachim Backe, adjunkt ved Center for Computerspilsresearch på IT-Universitetet.

Læs også: Hvorfor har Hollywood de sidste 20 år lavet gode spil om til dårlige film?

Myten om, at der er mænd, der spiller computerspil er forkert. (Foto: All Over)

Kvinder og mænd er lige

Siden 1990 har man bemærket en stigning i antallet af spillende kvinder, og siden 2010 er antallet steget hurtigt, så der i dag er tale om en fifty-fifty fordeling af mænd og kvinder.

I 2008 udgav Pew Internet & American Life Project en rapport, der viste, at 65 procent teenagedrenge og 35 procent teenagepiger identificerede sig som daglige spillere. Rapporten viste også, at selv om voksne mænd stadig var mere tilbøjelige til at spille på konsoller som Playstation, Xbox og Nintendo, spillede voksne mænd og kvinder lige meget på andre platforme.

Men ikke mange år efter begyndte forskellene at udligne sig. I 2013 meldte Nintendo, at halvdelen af koncernens brugere er kvinder, og en ny undersøgelse fra Pew i 2015 viste, at 42 procent af amerikanske kvinder ejede en konsol mod 37 procent amerikanske mænd. En undersøgelse fra Entertainment Software Association (ESA) samme år viste endda, at konsol- og pc-spillere nu også er fordelt ligelidt mellem kønnene.

Derudover kunne Variety fortælle, at jo ældre kvinderne blev, jo mere spillede de, flere voksne kvinder end teenagedrenge spiller og endnu en undersøgelse fra ESA viser, at 74 procent af amerikanske mødre over 18 år med børn under 18 år spiller på daglig basis.

Ligesom deres jævnaldrene mænd er kvinderne vokset op med computerspilkulturen, og faktisk har den gennemsnitlige kvinde spillet spil i 13 år. Til sammenligning er Apples iPhone lige fyldt ti år, og derfor tager det ikke mange sekunder at regne ud, at kvinder nok har spillet noget lidt andet end Candy Crush og Angry Birds, før smartphonen og mobilspil kom frem.

Læs vores anmeldelse: Anmeldelse: Assassin’s Creed er den bedste filmatisering hidtil

Ligesom mænd er kvinder vokset op med videospilskulturen. (Foto: All Over)

En rigtig gamer

Trods tallenes modargumenter er der alligevel mange, der er forfaldne til den stereotype forestilling om den “rigtige” gamer som en ung mand, der spiller på computer eller konsoller som Playstation, Xbox og Nintendo, og skyder alt fra orker til aliens med deres hypermaskuline, mandlige avatar.

Både industrien og særlige grene inden for gamermiljøet holder fast i den definition af gamer-segmentet. Faktisk blev tanken om kvinder i gaming så betændt for en gruppe mandlige spillere, at det resulterede i trusler mod kvinder i gamermiljøet. Nogle var endda så alvorlige, at kvinderne måtte forlade deres hjem.

Ideen om den “rigtige” gamer. (Foto: All Over)

#GamerGate blev miseren kaldt, og en forklaring på hele fænomenet ville kræve en artikel for sig selv, men helt kort handlede det om en gruppe mandlige spilleres store utilfredshed med kvinders tilstedeværelse inden for gaming, hvad enten det gjaldt som spillere, udviklere, anmeldere og alt derimellem, og hvad de opfattede som den “rigtige gamer”.

– Selvidentifikationen er et stort problem, især efter Gamer Gate, der skete for to år siden. Det var en virkelig mærkelig bevægelse, hvor især mandlige spillere i USA følte, at den brede skare af mennesker, der identificerer sig som gamere, tog noget fra dem. Det førte til, at kvindelige spillere, spiljournalister og udviklere blev udsat for ondskabsfulde angreb, fordi mandlige spillere følte, at kvinderne tog noget fra dem, fortæller Hans-Joachim Backe.

#GamerGate var et mystisk punkt i spilhistorien. (Foto: All Over)

Han fortsætter:

– Hele spørgsmålet omkring, hvem der spiller spil har været et populært debatemne blandt hovedsageligt mandlige spillere. Det er også derfor, at vi akademikere taler meget mindre om gamere, og i højere grad taler om spillere nu.

Imens den lille gruppe af gamere holder fast i deres forståelse af en ægte spiller, spiller resten af verdenen, og i særdeleshed kvinder, videre på det største marked for spil – smartphones og tablets.

– Kvindelige spillere foretrækker sociale og konstruktive spil, og der er indikationer på, at kvinder har et større formål med at spille. Især ældre kvinder kategoriserer deres spillen som hjernetræning. Der er også faktorer såsom, at der er mange færre actionspil til for eksempel Facebook og mobilen, end der er til konsoller og pc. Og så bruger den gennemsnitlige kvinde mindre tid på at spille, eller også gør de det i mindre portioner. Det mønster passer meget bedre til mobilspil, fortæller Hans-Joachim Backe.

Læs også: Marie vil krydse Polarcirklen på hundeslæde

Der er allerflest, der spiller mobilspil. (Foto: All Over)

Er der ikke plads til kvinder?

Men der kan også være andre årsager til, at de fleste kvinder vælger at spille på mobilen fremfor på konsol eller computer.

For det første er der hele den vellevende fordom om, at en rigtig gamer er en mand, der spiller på konsol eller pc. Altså er der en udelukkelse af kvinder fra den del af gaminmiljøet.

For det andet er der hele spørgsmålet om repræsentation og identifikation. Kigger man på den type spil, der typisk udvikles til konsol og pc, er mange af dem gearet mod et mandligt publikum, og de har en mandlig figur som avatar.

Mange spil er udviklet til mænd. (Foto: All Over)

Derudover er de kvindelige biroller i spillene ofte fremstillet hyperseksualiserede og henvender sig igen mest til et mandligt, heteroseksuelt publikum, med klare sexistiske signaler mod kvinder. Der har endda været historier om kvinder, der bliver diskrimineret, hvis de spiller med grimme, kvindelige avatarer.

Kan kvindernes foretrukne platform, mobilen, derfor også være et udtryk for, at kvinder ikke mener, at der er plads til dem hos konsol- og pc-spillere, og fordi der ikke er nok spil på konsol og pc, der henvender sig til kvinder helt generelt?

– Jeg var ret overrasket over at se, at der stort set ingen spil udkommer i 2017, hvor du både kan spille som både mand og kvinde. Der er stadig en konservativ trend med, at det oftest er unge mænd, der får hovedrollen i actionspil. Især for konsoller, fortæller Hans-Joachim Backe.

Har du set: Klumme: Gider du blande dig uden om min livmoder?

Det handler om tal

Det anslås, at cirka 25 procent af verdens befolkning gamer. Det leder en til at tro, at der nok er mange forskellige slags gamere derude.

Men trods muligheden for udvide markedet endnu mere og lave spil, der både tiltaler et mandligt, et kvindeligt og et minoritetspublikum, så holder industrien sig stadig tilbage og fortsætter den samme procedure, som den har kørt efter de sidste mange år.

– Det handler i sidste ende om statistikker og vaner. USA er det største konsolmarked, og pc er større i Europa. Alle de store verdensomspændende spilsucceser som eksempelvis Battlefield og Call of Duty er skabt til den mandlige, amerikanske fanskare. Man bruger kendte mandlige skuespillere i karakterrollerne i spillene, folk som Kevin Spacey og Kit Harrington. Men det ville da være interessant at se et spil, hvor du kan spille som Helen Mirren, siger Hans-Joachim Backe.

En af begrundelserne for de mandlige hovedroller er blandt andet yderligere udgifter i forbindelse med udviklingen, at det vil være en positiv diskrimination, at kvinder alligevel ikke spiller, at der er flest mænd, der spiller, og at de skal kunne identificere sig med figurerne, eller at det ikke er realistisk at have kvinderne i actionroller.

Se også: Danske Ida fra Vikings: Jeg har bedt min familie om ikke at se første afsnit

Kvindelige figurer mangler

Men undskyldningerne holder ikke, for det har vist sig, at mandlige spillere sagtens kan finde på at spille som kvindelige avatarer.

Et af de mest lysende eksempler er udvikleren Bioware, der i flere spil gør det muligt at vælge mellem mandlige og kvindelige hovedfigurer. Du kan også vælge forskellige hudfarver og seksualitet.

Serien Mass Effect, der får en fortsættelse til marts med mulighed for en kvindelig avatar, lader en vælge mellem en mandlig og kvindelig Commander Shepard i hovedrollen.

Selv om omkring 80 procent af spillerne vælger den mandlige Shepard, er der stadig omkring 18 procent, der foretrækker den kvindelige version, kendt som FemShep i spilkredse. Og dette endda uden nogen former for promovering eller reklame fra Biowares side i det første spil. Dette skyldes blandt andet skuespillerinden Jennifer Hales fantastiske stemmepræstation til figuren, der adskilte sig markant fra den mandlige figurs stemme.

Og synes du ikke, at 18 procent lyder af så meget? Så tænk på, at i 2012 havde Mass Effect-serien solgt flere end 10 millioner spil til pc, Xbox og PS3.

FemShep blev så populær, at Bioware udgav særlige editions med FemShep på forsiden af spillene og markedsførte spillene med en FemShep i traileren.

– 18 procent af alle, der spiller Mass Effect, spiller det med en kvindelig figur. Generelt er der ikke nok kvindelige helte i spil, så det er noget, folk kan samles om og fejre. Jennifer Hale gør et fuldstændig fantastisk job som FemSheps stemme, og det kan folk virkelig knytte sig til, siger David Silverman fra Bioware i et interview i 2011.

 

Spiller du? Og hvad mener du om fordelingen af mandlige og kvindelige avatarer i hovedrollefigurer? Giv os din mening i kommentarfeltet.

Se også: Klumme: Jeg blev ikke mere tjekket af at fylde 30

· Mere fra samme kategori ·