Læs også:

Close

Nøgenbilleder: Piger er lige så slemme til at dele som drenge

Nyheder  | 

Det er ikke kun drenge, der deler nøgenbilleder af piger på nettet. Også piger deltager i delingerne, mobningen og den ret grove og fornedrende tone over for piger og kvinder, som florerer i flere grupper. Det handler ofte om hieraki, siger eksperter

Det vakte stor forargelse, da sagen om Viborg-mappen begyndte at udfolde sig. Det viste sig nemlig, at digitale mapper med billeder af mere eller mindre nøgne piger fra Viborg og omegn cirkulerede rundt blandt områdets drenge. I mange af historierne er der fokus på de unge drenges delinger af nøgenbilleder og måde at tale om pigerne på.

Men da MY DAILY SPACE fik adgang til en af de største hemmelige og lukkede grupper for delinger på Facebook – Offensimentum – viste det sig, at pigerne i høj grad også var med til at dele billeder og deltage i de fornedrende debatter om andre pigers kroppe.

– Alt det seksuelle er en voldsom drivkraft i teenageårene, og det sætter fornuften ude af spil. Der er en fascination ved alt det seksuelle, og pigerne er i lige så høj grad ofre for det her som drenge. Nogle af pigerne synes, det er sjovt, at de modtager dillerbilleder, så de kan sige det til andre, mest som en joke, eller fordi de synes, det er creepy. På den måde er man med til at dele noget, der er modtaget mod ens vilje, fortæller forklarer Jonas Ravn, projektleder ved Center for Digital Pædagogik.

Artiklen fortsætter nunder billedet

Nøgenbilleder: Piger er lige så slemme til at dele som drenge. (Foto: Polfoto)
Nøgenbilleder: Piger er lige så slemme til at dele som drenge. (Foto: Polfoto)

Det handler om hieraki

Hvor delingen af nøgenbilleder for drenge i mange tilfælde handler om status blandt vennerne, handler det for pigerne også om at komme øverst i hakkeordenen, når de videresender intime fotos eller videoer af andre piger.

– Det handler om hieraki. Pigerne er både veninder og konkurrenter på samme tid. Det er ikke et nyt fænomen, men redskaberne, de får gennem de sociale medier, er. Pigerne vil gerne være dem, der bliver lagt mærke til, og dem, som fyrene foretrækker. Et redskab til at møve sig frem er at nedgøre andre. Når man er sammen med flere om at udpege en anden person, får man skabt en alliance. Og så længe flaskehalsen peger på en anden pige, peger den ikke på en selv. Men muligheden for, at det vender mod dem selv, er der hele tiden, siger Kuno Sørensen, der er ansat hos Red Barnet som psykolog med særlig fokus på seksuelle overgreb mod børn.

På Center for Digital Pædagogik kan man genkende billedet:

– Det at dele billeder af andre piger, hænge dem ud og slutshame er nogle gange med til at cementere nogle hierakier. Det er sådan, delingerne har været brugt meget, fortæller Jonas Ravn.

Antallet af anmeldelser stiger
I 2011 blev der anmeldt 44 sager om deling af private billeder og meddelelser.

I 2015 var tallet mere end fordoblet med 101 anmeldelser.

I de første fire måneder af 2016, er der allerede indgivet 53 anmeldelser.

Politiken, 14. august 2016

Flertalsmisforståelsen

I følge rapporten Børn og Unges Digitale Virkelighed anno 2016 har 98 procent af alle danske unge en profil på et socialt medie. Deres online liv er lige så virkeligt og vigtigt, som deres offline liv, og de sociale medieplatforme bruges til at få bekræftigelse, til at spejle sig i andre og til at danne identitet.

Hvor mange deler?
6,6 procent af alle udskolingselever har delt materiale af sig selv.

15-20 procent af elever på ungdomsuddannelserne har gjort det.

Antallet af unge fra 7. -9. klasse, der har del nøgenmateriale af andre, er 3,7 procent.

Center for Digital Pædagogik og Ungeprofilundersøgelsen

Ungeprofilundersøgelsen fra 2015 blandt udskolingselever viser, at 6,6 procent har delt materiale af sig selv. Det tal stiger til 15-20 procent, når de når ungdomsuddannelserne. Antallet af unge fra 7. -9. klasse på landsplan, der har prøvet at dele nøgenmateriale af andre, er 3,7 procent. Selv om tallet er højt, maner Jonas Ravn stadig til ro.

– Når der er 15-20 procent, der tager billeder af sig selv på ungdomsuddannelserne, er der stadig 80 procent, der ikke gør det. Man skal passe på ikke at gøre det til et generelt ungdomsproblem, siger Jonas Ravn.

Artiklen fortsætter under billedet

Unge bruger sociale medier som Snapchat, til at sende nøgenbilleder af hinanden og andre videre. (Foto: Polfoto)
Unge bruger sociale medier som Snapchat, til at sende nøgenbilleder af hinanden og andre videre. (Foto: Polfoto)

Men ligesom ældre generationer kan tænke, at det er hele den unge generation, den er gal med, forklarer Kuno Sørensen, at unge også kan tro, at nøgenbilleder er noget, alle tager og sender videre:

– Der er en flertalsmisforståelse, hvor de unge tror, at alle andre gør det, og derfor skal de også være med på den. De bliver grebet af det, de oplever som forventninger til, hvad de skal leve op til. Hvis ikke de gør det, stemples de som uinteressante og holdes uden for, siger han. 

Han sammenligner oplevelsen med optagelsesritualer på kostskoler eller polterabender, der udvikler sig helt ekstremt og går galt.

– Hvorfor er der ingen, der siger stop? Fordi man føler et gruppepres og tror, at man bliver set ned på og får negativ respons, hvis man siger fra. Der gemmer man sig i gruppen, og tør ikke stå frem. På den måde tillader man, at tingene eskalerer og fortsætter, siger Kuno Sørensen.

En skør logik

Netop det med at stå stiltiende til, er der mange unge, der gør. På Facebook-siden Offensimentum er der i skrivende stund knap 29.000 medlemmer. Men gennemgår man opslagende, er det den samme håndfuld unge – drenge såvel som piger – der deler billeder, diskuterer og kommenterer.

– Der ligger en usikkerhed i, hvem der bliver det næste offer. Så længe man selv er aktiv medspiller i at definere det, beskytter man sig selv. Men det er en aktivitet, der får sin egen logik, siger Kuno Sørensen.

– Der foregår helt sikkert også andre ting i de grupper end bare at dele nøgenbilleder, men de 29.000 medlemmer har et ansvar for det, der foregår. Det tavse flertal skal lære at sige fra og kende sit ansvar over for fællesskabet, siger Jonas Ravn.

De tænker sig ikke om

Samtidig er objektiviseringen i samfundet og de digitale muligheder med til at fjerne bevidstheden om, at det er rigtige mennesker, der såres i processen.

19-årige Elise Harritz blev udsat for hævnporno, da hendes private billedmapper og sociale medieprofiler blev hacket, og en Dropbox-mappe med nøgenbilleder af hende blev delt på nettet i flere af de “mentum” grupper, hvor nøgenbilleder deles blandt unge.

En af de drenge, der havde hentet filerne ned og videredelt dem, sagde i Radio 24/7, at han ikke tænkte over, at der sad et rigtigt menneske derude, hvis private billeder var blevet delt.

– Det er en normal seksualitet, der har fået nye muligheder i forhold til det digitale. Vi skal ikke ret mange år tilbage, før der ikke var apps som Snapchat, hvor man screenshottede alting. Det giver friske muligheder for seksualiteten. Den har virkelig fået fat i teenagerne fra omkring 14 år og frem, siger Jonas Ravn.

Artiklen fortsætter under billedet

Antallet af sager om nøgenbilleder, der deles på nettet, stiger. (Foto: Polfoto)
Antallet af sager om nøgenbilleder, der deles på nettet, stiger. (Foto: Polfoto)

Ifølge ham handler det langt hen af vejen om, at de unge ikke tænker sig om, at de ikke kan overskue konsekvenserne, og at de ikke har overblik over, hvad det er, de gør.

– Lige nu handler debatten meget om skyld, men der skal en lang snak til om, hvem der skal give de her børn viden i stedet for. Vi har et fælles ansvar for at klæde dem på til en ordentlig adfærd på nettet, uddyber Jonas Ravn.

 

Er du blevet delt? Eller vil du stoppe deling? Dette kan du gøre

Red Barnet har udviklet en side, hvor du kan finde informationer og hjælp til, hvad du skal gøre, hvis du selv har været udsat for deling af dine private billeder eller du ønsker at hjælpe andre, der har været udsat for det.

SletDet kan hjælpe dig, hvis du har fået delt private, grænseoverskridende eller krænkende informationer, billeder eller video, for eksempel nøgenbilleder.

I deres slettevejledninger kan du finde konkret hjælp til at slette og anmelde krænkende informationer, billeder og videoer på sociale medier. Derudover har de også lavet folderen ‘Nøgen på nettet’, hvor du kan læse mere om, hvad du kan gøre, hvis du har fået delt intime billeder uden dit samtykke.

Du kan også skrive til dem og få hjælp. De kan guide dig til at begrænse skaden mest muligt og til at komme igennem situationen på den bedste måde – og de synes ikke, at det er flovt eller pinligt. Husk, at det kan begrænse skaden at handle lidt hurtigt.

· Mere fra samme kategori ·